Hvem er vi?
#Roskildejob organiserer campingværter til Roskilde Festivalens områder Caravan North og Caravan South. Vi er en støtteforening til Skovvejens Blå Spejdere uden for Holbæk
Vores spejdergruppe har hjemme på Kagerup Spejdercenter beliggende i skovene sydvest for Holbæk, og består af drenge og piger i alle aldre. Gennem vores arbejde på Roskilde Festival kan vi støtte spejdergruppen økonomisk.
Som frivillig med os på Roskilde Festival er du med til at sikre, at vores spejdergruppe fortsat kan have gode oplevelser og styrke spejdernes fællesskab.
Hvem er Skovvejens Blå Spejdere
Skovvejens Blå Spejdere arrangerer et væld af aktiviteter for børn og unge i vores lokalområde. Det kan kun lykkes, fordi vi hvert år får penge gennem vores arbejde på Roskilde Festival. Så de timer du bruger som frivillig for os, kan vi omsætte direkte til aktiviteter for vores spejdere – tak for det, det betyder alverden for os!
Gruppens spejdere er meget aktive ude i naturen og deltager jævnligt i aktiviteter både i Danmark og i udlandet. Alle spejdere tilbydes hvert år ture og lejre i udlandet, og det kan blandt andet lade sig gøre, takket være vores indsats på Roskilde Festival.
> Læs mere om Skovvejens Blå Spejder på www.blaaspejder.eu
Hvad laver vi på Roskilde Festival?
Vores opgave på Roskilde Festival består primært i at være campingværter (det der før hed vagter) dels på campingområde Caravan North (området nord for motorvejen), dels på campingområde Caravan South (område i syd mod Darup).
> Læs mere om at være frivillig campingvært
Hvor meget kan vi støtte Skovvejens Blå Spejdere
Det arbejde, vi laver på Roskilde Festival gør en stor forskel for Skovvejens Blå Spejdere på Vestsjælland. I 2023 kunne vi således donere 60.000 kroner til spejdergruppen, som dermed kunne lave en lang række aktiviteter for børn og unge – hvor mange ellers ikke ville have økonomi til at deltage.
Skovvejens Blå Spejdere støtter Mercy Scouts
Mercy Scouts i Uganda yder en formidabel indsats til gavn for fattige familier. Bl.a. køber Mercy Scouts myggenet, der fordeles til fattige familier og lærer dem at bruge nettene korrekt. De skaffer også vandrensningsanlæg til landsbyer, så vandbårne sygdomme reduceres. En del af indtjeningen fra Roskilde Festival doneres til Mercy Scouts. Læs mere om Mercy Scouts.